(laurbærgren) i Rime Nuove staar han og ser fra Tivoli ut over Latium’s himmelblaa koller, bøier sit hode – fortæller han – og fremsier «Horats’ straalende sange». Han er i natur-henrykkelse; men i natur-henrykkelsen citerer han Horats. Det er skolens duks paa landtur! –
Jeg skal her selvfølgelig kun gaa ut fra at Horats er kjendt; han hører til historiens avstemplede varer, og det som heter «historiens dom» er jo inappellabelt. Ingen digter har vel de glose-kyndige og prosodi-lærde skrevet slike bokstabler om; han er simpelthen ikke til at se længer for bare literatur! han har det ganske som han ønsket det, denne uerstattelige «vates» – seer – som han selv erklærer sig at være, fordi han magtet sin livsopgave, at overflytte græsk lyrik paa romersk jordbund. Historien var den store verssmed huld, nu troner han ukrænkelig bak stablen i den evige fred: odi profanum vulgus et arceo. – Og ellers vet man paa anden eller tredje haand noget slikt som at hans oder betegner den latinske klassicismes høidepunkt, den klare og lukede stils fuldkommenhet, «guldalderen», som det heter; man vet at han derfor ikke likte folk som Plautus, og klandret satirikere som Lucilius, at han fuldstændig overser romernes eneste lyriske fantasi Catul. Og vil man saa spørge: Men er der varme i hans sublime oder7 naar klinger en tone like ut av hjertet? Hvor er
