overfor græsk kultur brøt den romerske individualitet ned.
Men især gik det ut over eposet, fordi det jo, ifølge sakens natur, mindst taaler at miste den genuine naivetet.
La Canzone di Garibaldi er, literært set, et forsøk paa fornyelse gjennem folkedigtningen. Det er den carolingiske sagnkreds’s chansons de geste, som har git ham idéen. Rolands-sangen kom jo ogsaa til Nord-Italien gjennem jonglører og sangere og var populær der; det er specielt denne, som – efter forfatterens eget sigende – formelt ligger bak hans plan.
Den indeholder syv sange: La nascita dell’ Eroe (heltens fødsel), L’Oceano e la Pampa, La notte di Caprera, Da Roma alla Palude, Aspromonte e Mentana, Le corone della Pace, La morte deell’ Eroe. Av disse er vistnok kun La notte di Caprera kommet i handelen. Men utover vaaren det aar, var han paa oplæsnings-tourné med samlingen. Han har været i Turin, i Firenze, i Milano, paa hvilket sidste sted han fremsa digtet ved det da netop oprettede Università popolare, et slags forelæsnings-akademi, og han har læst det op i Rom, hvor der sat tæt av ministre i salen. Overalt var der jubel og stormende applaus; han blev hyldet av studenter foran hotellets vinduer, man vilde spænde hesten fra og trække hans vogn; han mottok indbydelse fra Garibaldis søn og hils-
