Side:Kinck - Stammens røst.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

eller hvem gjetter (av folkerepræsentationen) de skjulte kræfter, det nationale stof i os, vor races instinkter?» Han mener, de er allesammen «døde mænd». – Og i en senere artikel i samme avis er han bekymret for Italiens skjæbne mellem folkeslagene: «Jeg er ræd, Italien er alt bestemt til at falde i hænderne paa en eller anden lavpandet jøde …»

Han stillet sig til valg i Firenze, hvor han holdt voldsomme taler mot motstanderne. En av dem virker i sin bombast og retoriske rytme ganske som en av Cicero’s katilinariske taler; specielt i indledningen: «Frie borgere av Firenze! ungdommelige kraft, som gaar mot det store forehavende! livfulde og pludselige nye vaar indenfor og utenfor de gamle mure! – I, borgere fra San Giovanni (ɔ: en valgkreds), mine sikre venner, som – her følger en lang tirade om deres bedrifter i historien. I, borgere fra Santa Maria Novella, I, førsterangs krigere, som … o. s. v. Og I, borgere fra San Spirito, som … o. s. v. Og saa sluttelig: I, borgere fra Santa Croce, som … o. s. v. I fra Santa Croce, vort sidste haab … o. s. v. I alle frie borgere fra Firenze, her forsamlede … o. s. v.»

I opregningens rytmik, i den matte, næsten trætte tilføielse tilslut, og i den samlede apostrofe allersidst ligner det Cicero.

Det er hans manér som folketaler – et utslag av aldrig hvilende efterlignings-evne! Han bygger