Men forvises fra Paris i 10 aar. Ved det svineheld ryster han av sig nogen glade ballader til fangevogteren o.s.v. Det er det sidste sikre vi hører om Villon. Dermed er han væk, ganske som sunket i jorden.
Hos Gaston Paris er alt dette, som man vet om hans ytre liv, samlet med en skjønsom haand. Av hans egen digtning – balladerne som er sat ind i hans Testament – ser enhver at geniet er utvilsomt: han var digter.
Men der er ogsaa en bestemt – man kunde fristes til at si: ytre eller tilfældig omstændighet ved fremtoningen, som har lettet ham hans kunst og bidraget sit til at skape hans straalende særstilling i fransk og dermed i vesteuropæisk digtning, – har gjort ham til den susende cypres.
I ethvert folks liv, eller stammes liv, forekommer der utsøkte perioder, da det i fremtrædende grad faar stemmens bruk, og taler ut fra sig selv. Det kan da pludre mere eller mindre utydelig, ja ørske. Og det kan finde hele sin stemmes plads. Man kjender denslags utbrud –
