virker som forsøk paa naiv poesi, hvilket jo er det motsatte – slaar over i bevisst retning eller mode, som i og for sig er skillet mellem betuklet og ubetuklet kunst, ogsaa det egentlige skille mellem nutids og datids digtning. Villon smaker efterpaa aldrig paa sine ord; han er fuld av livsappetit, selv om ogsaa han ler under taarer – je ris en pleurs, sier han. Der er ikke en snev av fandenivoldsk skaperi, naar han synder. Likesom det ikke er skaperi, naar han angrer. Og Villon er midt i lasten fyldt av naiv gudsfrygt: han trodde virkelig. Religionen er for ham ikke bare en forsviret sjæls kur eller sidste styrkedrik; hverken synden eller bodfærdigheten er litterær. Der ligger det store skille mellem ham og Verlaine.
Det er dette egte naive som slaar én imøte fra hans vidunderlige Ballade des Dames du temps jadis, balladen over kvindelig skjønhets forkrænkelighet:
Dictes moy oû, n’ en quel pays
est Flora, la belle Romaine?
Archipiade, ne Thaîs,
qui fut sa cousine germaine
Echo, parlant quand bruyt on maine
dessus rivière ou sus estan,
qui beaulté eut plus qu’ humaine?
Mais ou sont les neiges d’antan?
