skrev paa latin, til Cæsar-tidens Catul. Og fremover peker den paa alt det største i fransk lyrik – og kunst i det hele: paa Musset, Hugo, Baudelaire, Verlaine. Men især Verlaine. Just i forholdet til denne er der et eventyrlig kort skridt fra den ene til den anden, et eventyrlig litet skille i den sjælsstemning, som fandt ord hos hver især av disse to.
Il pleure dans mon coeur
comme il pleut sur la ville …
de to linjer kunde ogsaa Villon ha gjort. Som Verlaine spænder han forunderlig vidt saavel om det skamløse som det naive, og helt frem til det sublime; og han evner at løfte lav virkelighet op paa poesiens vinge; og han svinger fra den mest løsslupne keipetone over i det bitreste selvnag. Forsviret student som han var, leverer han en digtning, hvor kjernen blir følelsen av menneskelivets usselhet. Og han lever dertil i en tid moralsk forvildet av hundred aars krig. Men denne indsigt og følelse bærer han med en underlig stolt mine, med et uslukkelig blus i sjælen. Skjønt han er anløpen og betændt som Verlaine, er han dog utrustet med en poetisk naivitet, som hos den anden iblandt
