Side:Kinck - Mange slags kunst.djvu/59

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

vil bli at lite paa, naar det gjælder,» sier Kaare; han begrunder det med at han har skarpt syn og er saa rask paa foten. Og Bjørn blir i følge, han holder sin herre med prat og skryt; det er i det hele mangt som minder om Don Quijote og Sancho Panza – bare det at der er ensom verdensaands uskrømtede tragik over denne ridder, der er kun ett navn i verdenskulturen, som dumdristig lægger sig paa min tunge: Michel Angelo.

De sitter engang under hilleren og lurer efter Sigfus-sønnerne. Og Kaare slaar atter om i komedie som lise mot ensomheten, han faar ham til at fortælle, han morer sig godt, staar det i sagaen: «ok þótti Kára at þessu allmikit gaman» (kap. 150); det har nok været med et underlig fjernt og fattig smil, han lyttet til narrens prat. Men sagaen fornemmer ingen brest i moroen. Og hvergang de to er færdig med et drap, spør Kaare ham for løier, hvad de nu skal gripe til, og hvem de nu bør hevne sig paa; han later altid som han spør ham tilraads. Men aldrig er der et streif av en mistanke hos sagaen. – Det hadde heller ikke nyttet: hvormange i tilhørerflokken vilde fattet den streng? End si: sat pris paa den!

Man vilde i høiden forstemt luret sig til et