faar det knipske nei. Men er ikke den ovenfor nævnte antydning om uviljens aarsak søkt, saa er det heller ikke søkt at tro, det uforklarlige lune stikker just i dette svigermorhat: Hun utstaar ikke Gunnar’s mor, sin dødsfiende Bergthora’s veninde; men hun skal skjære to-tre lokker av sit silkehaar og sammen med hende tvinde strengen! – Efter Gunnar’s fald fortæller ialfald sagaen at svigermoren vilde dræpe Hallgerd, saa hun maatte rømme av gaarden.
Hun tyr til sin svigersøn (Thraain), hvor den før nævnte Rapp bor; og bygdesladret vil vite at der opstod et forhold mellem disse to – sagaen vil ikke avgjøre det; og det er maaske ogsaa forsigtigst. Men hvad man ser lever uslukkelig videre i Hallgerd’s sind helt til det sidste, det er mindet om den blodige krænkelse ved placeringen hos Bergthora; hun frisker op klængenavnet paa Njaalssønnerne («taðskegglingar») den dag, de i smaalig dumhet søker Thraain for at faa «erstatning» for den overlast, de led hos Haakon jarl, og hun roper ut at faren skal faa hete «den skjegløse kall» al sin dag. Skarphedin svarer paa sin uceremonielle vis, at enten er hun en «gammel kjærring bort i en krok eller en hore» («hornkerling eða puta»). –
