silkestasen er vel ogsaa delvis av lignende art. – Man burde med andre ord skille ut i sagaen, hvad der var oprindelig og hvad der er senere tilsætning, før man egentlig kan bestemme dens begrænsning Ogsaa det rydningsarbeide kunde bli et meget givende emne, – at si, hvis det er løselig, hvorom den, som ikke er fagmand, vanskelig kan dømme; han kan bare si, naar han f. eks. ser en flittig anmerkningsutgave av Eyrbyggjasaga har plads og tid til en note som denne, da Snorre gode og hans husstand skal ut som snarest «til kamarsins» for natten: «… da mehrere männer ihn zugleich benutzen wollen, wird er auch verschiedene sitzplätze gehabt haben,» – at da mindes én det lærde tidsrums granskere, og der farer gjennem en ulærd hjerne en gudsforgaaen tanke, at forskerskarpsind kunde være mer høvisk plasert.
Vistnok skimter jo, som ovenfor antydet, allerede en lægmand f. eks. den prestelærde, senere bearbeiders finger, naar han mot slutten samler sin sagas traader for at gjøre den til et kristelig opbyggelsesskrift, idet dens helter (Njaalssaga) eller heltinder (Laxdølasaga, Gislasaga) tar sydover til Rom for at skrifte og av den hellige fader faa absolution for hver øvet stordaad, som nu pludselig er
