279
døgnsensationens blaasende ørkenvind. Og en liten ting til vet jeg: De skikkelser er imidlertid udræpelige. Det er positive sind i egentligste forstand. De tror, som ingen anden. Det er de som tror. Og dem tilhører fremtidens kunst; den dag nemlig en saadan allikevel reiser sig og drysser sit funds skatte ut, er modelitteraturens skøiere — det fænomen, en fransk forfatter har døpt «le dandysme intellectuel» — blit mer lavmælte. Stundom ser man en saadan skikkelse allerede naa frem, ser ham bli følt av sit folks aander som dets nationale samvittighet, som repræsentant for de værdier, hvorpaa der ikke er prutningsmon. Maurice Barrès føles nu, trods sine romaners bevisst negligerte teknik og trods dulgt obskurantisme, som en slik ildstøtte for gallisk aand, selv karakter vokset sig frem til indbegrep av sit folks karakter, det vil si: race — en naiv ærlighet av sublim virkning.
For det er ikke blot vort land som med mellemrum ligger i national barnsnød. Fra tid til anden dukker den samme art spørsmaal op andensteds, — og antar vældige dimensioner, hvis det gjælder store folk med dyp sangbund. Man har set paa, hvor de spørsmaal kan besætte sindene, saa disse maa
