275
sprang, likesaa litt som en træstamme vokser videre, naar man sager dens kroker bort og sætter de to saaledes benkede rester oppaa hverandre.
Netop her, i møtet mellem de to kulturers sevje-løp i folket, bevæger denne bok om en norsk romantiker sig. Og fra det strøk er der et litet galleri av skikkelser, som ikke fra først av egentlig var tænkt som typer, men som jeg nu under omarbeidelsen ser tildels er blit det.
Dette motsætningsforhold mellem de to kulturer er en realitet, som en kunstner blot har at bøie sig for; bare en senil Jean de France kan slaa latterdøren op, som om der her kun foregik en jagt efter tyve ord paa loppe. Selve fantestykkerne, som de stridende sprogleire beskylder hverandre for, brutaliteten, overrumplingerne, kort sagt jesuitismen, — allerede det røber jo tilfulde realitetens vældige betydning og blinde magt: Der staar umyndige ildsjæles livssak bakenfor kampen. — Forsaavidt er ikke boken ment som, og er heller ikke, noget stridsskrift eller direkte indlæg for den ene eller den anden kultur. Jeg fører heller ikke det «nationales» sak — det blev jo f. eks. som at føre det erotiskes sak. Men som saa tit ellers søker jeg frem
