263
ikke den digt i gaase-øine? — Eller digterne av de græske tragediers korsange, som dog hører til de egteste og mest ekstatiske nyskapelser hele litteraturens historie kjender, — tramper de takten likedan hele veien? Her hvor den store passion er oppe, er der rytmisk hel opløsning. Dette sidste tilfælde er kanske mest analogt. Men jeg gjentar for at sikre mig: jeg mener ikke andet med at nævne dette heller, end at min tugtemester jo ikke kan helt ane hvad han har forlangt. —
Paa grundlag av alle disse anker benegtes det, at det har lykkes mig at revolutionere den bundne form. En revolution i form, fortæller Krag, maa enten haane det bestaaende ihjel (som Wessel gjorde); eller den maa skape en ny «selvindlysende naturlig» form, som avskaffet alle gamle. Først vil jeg nu protestere mot dette trange syn paa revolutioner: der blev nok ikke saa mange gjort av dem i verden, hvis resultatet var blendende klart opstukket paa forhaand. Der er nemlig ved enhver revolution et ikke helt uvæsentlig moment, som heter, rent ubestemt, trang til frigjørelse — aandeorganernes revolt. Det, som det i poesien gjælder, er at gjøre grænsen flytende mellem bunden og ubunden form. Jeg vet jo vel, at ingen blir digter paa
