261
delalderens ballade. Det er saa gammelt og rotfæstet som selve vor kulturhistorie.
V. Krag foreslaar mig f. eks. en «langt henrullende rytme» for Agilulf den vise. Han leverer ingen prøve paa denne rytme, saa jeg er avskaaret fra at ta tanken op til alvorlig overveielse. Men jeg føler paa forhaand, at han ikke har opfattet motivet i Agilulf den vise rigtig. Man gaar netop ikke i silkesømmede page-dragter paa den borg, der utfoldes netop ingen pragt, man bølger sig netop ikke frem i procession. Kongen og dronningen og den flok væbnere er ikke kommet ind i Apenninerne paa den maate. De er blaast derind paa en storm for at være med i et drama. Det er nogen enkle mennesker, som tørner mot hverandre i den enkleste av al lidenskap. Saaledes at deres sind staar som krap sjø imot himlen. — Her foreslaar man mig langelig henrullende rytmer!
Det er derfor jeg ogsaa mener, at Kringsjaa-artiklen kun halvveis vedkommer Agilulf den vise, eftersom det jo tydeligvis maa være den bundne form i lyrik den handler om, hvor selvfølgelig andre rytmiske krav gjør sig gjældende end i et drama. —
Den samme tugtemester paastaar endvidere, at jeg stadig kommer ut av rytmen; det vil
