overstrømmende beundring for sin helt Olaf Paa. Og den vasser ikke ustanselig i blod, skjønt drapene ogsaa der blir omstændelig nok fortalt. Men kjærlighet dvæles der ved, den har større ret end i andre sagaer, ialfald end i de ovenfor nævnte; den er klok paa kjærlighet, og der kan tegningen, som før nævnt, naa det deilige. – Videre i samme aand gaar Gislasaga Surssonar, den hedenske Eyrbyggjasaga’s store motsætning, sagaen om eros og skinsyke og frændedrap og fredløs mands angst, sagaen om en stor helt («hinn mesti hreystimaðr»), som dog er uten held («gæfumaðr»), fordi hans høieste og eneste livsønske inderst inde ikke er at dø staaende. Den er ualmindelig fast tømret op, kanske den mest kunstneriske av dem alle, nedtegnet av en prestelærd mand. Rent kunstnerisk set er en saga som denne balladens forutsætning, ikke bare i motiv, men i selve kunstnerens haandelag. Det er ikke saa at forstaa at den i form er mindre episk end de andre. Men der er en dirrende energi, som nærmer den til balladen – i den grad er den bygget op med vilje, med en suveræn, ikke episk skyven tilside av hver detalj som ikke kommer hovedemnet direkte ved. Dens skaper er med andre ord langt
