255
kjende, at jeg ikke har undersøkt det nøiere historisk, — men det sier sig selv at det er da uvæsenet er kommet ind.
Naar man altsaa kommer mot Agilulf den vise med de metriske love, saa svarer jeg i al almindelighet, at jeg anerkjender ikke nogen vers-lære, ingen strofiske systemer. Fordi det meste av det vi har, i virkeligheten er en pedantisk levning, en eftersygdom fra den værste av alle kulturelle farsotter, som har herjet Europa’s nordlige folkeslag, — fra «humanismen» eller «den lærde tid», som jo i sit klassiske slaveri holdt paa at gjøre det av med hele middelalderens sjæls-rigdomme — det fond som al stor verdenskunst dog til syvende og sidst har levet paa indtil den dag idag.
Og siden har man jo trofast drevet paa med import av strofiske systemer, som til dels slet ikke passer til vort sprog, som f. eks. sonetten. Hvis man ser nøie efter: hvor mange egte versemaal, altsaa slike som ikke er import, eier man i grunden her nordenfor Alperne?
Men jeg vil samtidig indrømme, at dette utgangspunkt i sin selvindlysende klarhet først gik op for mig, efterat Agilulf den vise var skrevet og trykt, i et brev til en ven
