252
den fattige selv-trøst: at jeg kanske træffer likesindede hos Hel.
Situationen er heller ikke fri for komik: en forfatter skal forsvare sit eget verks form — forfatteren, som ifølge sakens natur er den inhabileste til at ha nogen mening her! — Endvidere vet man jo paa forhaand, at der ikke kommer stort ut av en slik meningsutveksling. Ti for det første er jo ikke selve spørsmaalet «bunden form» løst, for det om jeg gjendrev V. Krag og de andre: det forutsatte nemlig bl. a. at de har hat syn for det væsentlige, naar de fremkom med sine indvendinger og stillet spørsmaalet, og at jeg har svaret dem paa det væsentlige. Nu er imidlertid spørsmaalet et av de vældigste i litteraturen — man kan vel endog være i tvil om spørsmaalet overhodet endnu er rigtig stillet; og i alle landes unge vers-kunst er det her man famler og arbeider. Saa det skulde virkelig være et merkværdig træf, om spørsmaalet blev avgjort nu. — For det andet bør de gamle versmakere jo vite, at om mine bemerkninger ikke godkjendes og deres dødsdom over Agilulf den vise blir at eksekvere, spørsmaalet i sig selv om den »bundne» form ingenlunde derfor er løst i deres favør. Men én ting er vel ialfald sikker:
