251
saa du ikke kan faa spurt ham hvad han egentlig mener med Hamlet. Men disse spørgere spør forresten aldrig hvad avlagrede klassikere egentlig mener — det er, saa at si, deres særkjende at de passer sig for det. Men heller ikke ved disse spørgere burde jo en forfatter bli ærgerlig, for det betyr selvsagt bare: nu begynder boken at virke! nu reagerer manden!
I Kringsjaa-artiklen æsker altsaa V. Krag min forklaring, med andre ord: han vil ha en liten forelæsning. Og finder han ikke den fyldestgjørende, saa er det avgjort at formen i Agilulf den vise er forfeilet. Han hører til den farligste sort spørgere. I de pynteligste vendinger, men paa den skinbarlige gamle versemaker-kunsts vegne har han sendt mig en undsigelse: det staar nu paa mig selv om Agilulf den vise kan reddes. Det ser ut som det gjaldt livet ogsaa for motparten, som om mine skikkelsers «raggede Longobarder-lemmer», som V. Krag gjentagende mindes med gru, — som om de, hvis de slap indenfor, skulde kunne knuse stuens klingre glas-pokaler og feie hans etagère ren for al nitid rokokko-porselæn. Det er ialfald haarde vilkaar for mig. Og jeg har bare
