en urtype med dens feil og dens farlige styrke. En usedvanlig intelligens, en lumsk blanding av rationalist og obskurant, og heftig asabloter om det trængs, aldrig himmelstormende – hvad man idag der vest kalder: «han fôr visleg aat» – og ender derfor altid med at trække det længste straa. Det er av de uforgjængelige tegninger i norsk litteratur. Og i hvilken anden saga (Laxdølasaga, Njaala) han end stikker sit hode frem: like fortrinlig er skikkelsens kontur og indre stof holdt fast. – Jeg kommer senere og i en anden forbindelse tilbake til Njaalssaga, denne rike og tildels saa løst sammennestede saga, hvor dog det skarpt tegnede person-galleri er i behold.
Andre sagaer har sit hovedemne og hele sin konflikt liggende i det erotiske. Til disse hører Laxdølasaga, som muligens er senere end de foregaaende. Den er ujuridisk, slurvet, litt uordnet; der er noget andpustent i rytmen, mindre episk i holdningen, den er erotisk interesseret. Jeg tror det maa være en yngre mand, som har nedtegnet den, gjerne prestelærd, som enkelte vist mener. Karaktererne staar ikke saa fjerne og kolde, meislet i sten; den er flere ganger et litet øieblik paa grænsen av eventyr i sin
