lagt mest mulig nær op under de skildrede skikkelsers egen uttryksmaate. For der er jo nuancer i direkte tale; og det er ikke akkurat gaaseøine som her avgjør saken; der er fuldt av overganger og mellemstadier. Og det er just især i disse en saadan stilist kan boltre sig. Jeg mener at det norske sprog netop har store betingelser for at drive det vidt i denne art stil – foruten at det jo stemmer saa godt med dets knappe brotsjørytme; den, hvis fantasi er skikkelses-skapende, i hvis verk menneskene, hvert ett, har sit eget sprog, sin egen føle-maate og særprægede tankegang har i vort sprog et ikke sedvanlig instrument, fordi det bestaar og er sammentvundet av saamange forskjellige trevler. Der er ialfald tre hovedbestanddele: Det har traaden fra den knappe saga-stil. Der skal bare en glose ind eller et fald i sætningen eller en paratakse istedenfor underordning for at gi skjæret; man har den danske trevl fra vor 4–5-hundredaarige nationale nat og nedgangs-tid, hvortil yderligere kommer brokker fra Luther’s gamle bibeloversættelse, som har gjennemraslet sproget: og saa tilslut vore altid levende og nyt ynglende dialekter, hvor folkets vaakende sprogsans ligger gjemt. Der er mange muligheter
