der illusion –? Det klikker hvad det rent stilistiske angaar. – Bjørnson’s stil hører f. eks. ogsaa hit: Bare én stil. – Men der er en uendelighet av grader og nuancer i denne gruppe. Man kommer endog helt ned til passive anlæg som f. eks. hos slaveren Dostojevski: hos ham er trods alt produktet og manden synlig i samme plan, ikke bare fordi han bruker jeg og præsens, – en manér som nu breder sig som en farsott i litteraturen, vel i den naive tro at det er derpaa illusion beror.
Saa er det den anden sort: perspektivets stil. Forfatteren selv sier likesom ingenting. Det er tingene som sier noget. Han bare valgte tingene – eller fandt dem – og saa staar han litt med dem saadan i sin haand og snur paa dem og lar lyset spille – i motsætning til dem i den anden stil, som tænkte først paa sig selv, paa anbringelsen av sit eget jeg, – som endog stillet sig ytterst paa en talerstol for at præke om tingene. Denne holder sig fjern fra ethvert direkte indlæg. Det vil med andre ord og i sin logiske følge si: Hvert sujet har sin stil. Det blir «direkte tale» i utvidet forstand. Hele hans fremstilling er direkte tale, idet ræsonnement, glosebruk, sætningens fald o. s. v. er
