en del av folket kan ikke forsone sig med at en historisk forfalds-periode dog ogsaa er historie, som uvægerlig, her som i andre folk, efterlater sine uutslettelige spor – en rationalist vilde kalde dette deres ustillelige sug under brystet «le mal romantique». Men hertil kommer saa de politiske manipulationer, som spiller ind, fra de enkelte statsmænd, hvis parlamentariske karakter er ved at bli ganske prægløs og blank paa grund av slit og derfor, med disse bestemte mellemrum, griper til sproget for ved den program-post atter at stive sig av som radikaler … for ham, den program-forfuskede synder, som en art altergang, men for os derimot, som slet ikke behøver denslags moralsk fornyelse, bare en ny skamløshet. Bortset fra denne de politiske vindkverners manøvre og tat saglig i sin brede almindelighet, er sprogkampens periodicitet her hjemme i virkeligheten at betragte som nationale fødselsveer; og en skildring av den opover tiderne med de specielle indre motiver, hvergang riden kom, vilde bli ensbetydende med fremstillingen av en integrerende og vigtig del av Norges kulturhistorie. Denne sidste gang var forresten sprogstriden et slag for den endelige forsoning av folkemaal og riksmaal; den tænktes indledet ved
