sjæl? Med andre ord: det mindst eiendommelige, det svakest begrundede er her nord oftere end andensteds de store litteraturperioder, som kun er import. Og her kommer det, jeg vil si: den som skulde løse opgaven som professor i nordisk litteratur pietetsfuldt, hans lynne maatte hunde i det kunstneriske stemningsliv i nationen og i Norden; han maatte – for at naa det – ogsaa længer tilbake end i andre litteraturer. Det forekommer mig at tyngdepunktet burde ligge i den ældre litteratur – jeg mener: middelalderen og dens opløsning burde være specialstudium. Hvilket velgjørende pendant til den anden professor-post ved Universitetet, til den romanske litteraturs rationelle indhold, espriten, som bunder i renæssansen! hvilket tændende samspil for de studerende, hvilken tankevækkende parallelisering! – Og derved blev stillingens indehaver den centralmagt i norsk aandsliv, kanske i norsk moderne kunst, som han burde være, karakteren som ikke grodde over av døgnets moder, – som heller ikke la sig paa tverke i strømmen. Noget i retning av en høvding, dobbelt uundværlig nu, da vi jo staar ved begyndelsen av en materialistisk tid, hvor pengespekulationens fettede og guldsmykkede Thors-
