lige hete indtil denne dag. For vor litteratur som vort aandsliv bunder i middelalderen. Den paastand lyder underlig; vi har jo elektrisk sporvogn, og vi har vore fritænkere. Jeg mener allikevel at vi bunder i middelalderen; vi har ikke oplevet nogen renæssanse, man tror paa dystre magter utenfor mennesket. Pietismen i alle dens utslag er ingenting andet. Er selve Ibsen’s bekjendte dualisme «idé og virkelighet» andet? Eller jeg tar et fjernere eksempel for at forklare hvad jeg mener: I Italien vaagnet det til nyt liv omkring 1300; skolebøkerne sier det var senere: Byzants’ erobring, de gamle manuskripter som kom tilbake til Italien. Bevægelsen var imidlertid av spontan og psykologisk art; det var som bekjendt enkeltmennesket som reiste sig i historien til myndig liv, til fri, selvsikker, hensynsløs utfoldelse; og de søkte siden støtte til det i studiet av sin egen glimrende klassiske historie, i sine egne minder, som øket selvfølelsen. Det skedde i rus, i kunst-rus, i livs-rus, i lys-rus, og middelalderens udifferentierte livsindhold som laa dem nær i sit frodige, lumre mørke, bare øket rusen, øket den ytre fryd ved gjennembruddet, krystet og presset ut evnerne, mesterverkerne, alt det udødelige.
