at blunke læser han op sine likegyldige gymnasiast-vers. Og det var ikke barn og mindreaarige, han bød dette produkt; det skedde ved toget om eftermiddagen for de voksne, og scenen er rikets hovedstad, som jo regnes for landets kulturelle centrum. Jeg nævner det som eksempel paa nivaaet, det er kun en tilfældig stikprøve; men av den sort man tit oplever, saa jeg tror den hvisker litt om aandsliv og kunst hos os i øieblikket: Det er tilslut blit dilettantismens store og behagelige tid. – En slik provinsiel scene har jo ellers et lyspunkt: en naiv, indgrodd kjærlighet til digtning, hvor selv en fabrikant i salpeter griper leiligheten til at meddele at ogsaa han vet om et andet element. For der findes sikkert nationer, hvor ikke engang den kjærlighet forekommer hos deres direktører i kunstgjødning. – Jeg ønsker tilvisse ikke hine jernnætter tilbake, da et digterverk virket paa bedsteborgeren som en personlig fornærmelse, eller da avis-kritikere resolverte om Ibsen’s Brand, at én ting kunde man da allerede straks slaa fast: dramatiker er Ibsen ikke. Men det er allikevel et spørsmaal hvad der er lumskest for kunsten: den lavpandede uforstand eller de slappe krav, usikkerheten, en smak i hemmelig forfald,
