bløte rytmer, sangbare viser, som kalder paa klimprende mandoliner. I det formelle staar han derfor stundom Villon nærmere end Baudelaire; han eftergjør ham briljant. Men hos Verlaine er der grønsvær og dugg og land. Verlaine er hyrdepoesi imot Baudelaire. Og dog er han helt færdig med livet:
Je suis un berceau
qu’ une main balance
au creux d’un caveau:
Silence, silence.
Som det heter i Sagesse. Han vaander sig i evig, ubestemt anger. Og stirrer storøiet paa livet, som allikevel rører sig og gaar sin gang omkring ham som før og uten ham … spørgende naiv forundring:
Le ciel est, par-dessus le toit
si bleu, si calme!
Une arbre par-dessus le toit
berce sa palme.
Og Verlaine er blit troende, likesom Villon; tigger sønderknust om naade, som i Sagesse, der han skrifter og stammer sit credo:
O mon dieu, j’ai connu que tout est vil
et votre gloire en moi s’est installée,
o mon dieu, j’ai connu que tout est vil.
