og fremmed antik (som jo paa italiensk grund til og med var import – ikke romersk, men græsk!) gjennem en inderlig tilegnelse av éns eget. Barokkens kunst betyr, som uttryk for denne higen og i bevisst motsætning til høirenæssansen, overgang fra det strenge til det frie; den skyr det bundne og regelmæssige, den vil virkning og gripe med affekter, den vil bevægelse og faar hang til det kolossale. Massevirkning. Helhetsvirkning. Dens mennesker svulmer av muskler, og fikenløvets saftigtunge væld er dens yndlingsgrønt: prosaen duver tung av rytme; plastikken blir maleri; og ogsaa arkitekturen luter mere og mere over i det maleriske, idet man f. eks. skyr rette vinkler, avrunder hjørner og kanter, skaper brede balustrader, anlægger de vældige parker med svære brusende vandarrangements. Den eier nemlig atter umiddelbar naturfølelse, hvor landskapet ikke er bare livløs dekoration. Og den higer efter det uutsigelige, det uendelige, det usynlige. Der søker kunstnerne i ustillelig sugende tørst sit inderste jeg. Ifølge væsen altsaa en oprørets, en beruselsens, en ekstasens kunst! Og jo trangere en tvangstrøie føles, des vildere slaar man om sig med armene. Italien basker særlig vildt ogsaa av den grund at
