det er Islands folketomhet, sagaen delvis kan takke for det.
Men dette jag efter effekt – kunde man næsten kalde det – var iblandt ved at stivne i skablon. Som eksempler paa denne ensformighet i det rent arkitektoniske kan man peke paa Egilssaga, hvor ætten gives i form av en stamme- eller race-motsætning: Kveldulf er svart og styg, mens konen, Berdlu-Kaare’s datter, er lys og vakker som hele hendes slegt. Og denne frugtbringende motsætning, som er ført ind i begyndelsen av sagaen, fortsætter sig i avkommet: Kveldulfs ene søn Skalla-Grimm ligner faren, mens Thorolf er vakker og avholdt og lys; det samme gjentar f.sig i næste led, hvor Egil er styg og svarthaaret som Skalla-Grimm, mens broren Thorolf ligner sin farbror og navne. Egil’s sønner Thorstein og Bodvar bærer det samme stamme-motsætningens merke: Thorstein er lys og avholdt – og ikke likt av faren! – og Bodvar, yndlingssønnen, vistnok svart. – Denne art knep i arkitekturen gaar ogsaa igjen, mener jeg, i selve Snorre’s kongesagaer, naar der er flere kongs-sønner. Men man merker sig ogsaa andre særtræk, som gjentar sig: Kveldulf gaar til sengs ved svær sorg, da han hører tidenden om sin søn Thorolf’s
