og Kløft er fuld af saftigt Grønt. Her er alt fortørket og hensmuldrende, som om Bjergene var af Ler, som tørrer og gulner, med lidt tornet Krat og løse Stene imellem.
Men der aabner sig rigtignok ogsaa en og anden bred grøn Dal, som igjen ser langt rigere ud end noget af det, vi har, hvor de graalige Oliventræer staar i rækkevis paa de vide Marker, Agrene strækker sig i Bunden og Vinmarkerne stige opad Skraaningerne.
— Saloniki ligger med en bred aaben Rhed lige imod Olympen — selve Olympos høi og hellig med hvide Snemasser og en Bue af blaa Fjelde til begge Sider.
Selve Byen stiger fra Stranden temmelig brat opunder Fjeldet, og rundt dens hele Grænse gaar en Mur af de gode gamle med Takker og Taarne og Skydehuller.
Gjennem utallige smaa ensomme Gader, hvor man ingenting ser for de høje Havemure, naaede jeg endelig op til en af Portene i selve Forsvarsmuren. Der laa en fredelig Stork paa et gammelt høit Rede, og under den aabne Port gik pyntede Jøder og Jødinder med Smaabørn; det var en Lørdag Morgen.
Dersom jeg var Jøde og boede i Nord-Europa, hvor de altid maa høre, at de er sorte og smaa og „skjævbenede“, vilde jeg hvert Aar reise til Saloniki som til et Bad. Jeg vilde opsøge mine Stamme-Slægtninger, iføre mig den zobelbræmmede Kaftan og de lyse, fine Underklær; og i Glæden over det udvalgte Folks Skjønhed — saaledes som den her har faaet bevare og udvikle sig — vilde jeg strække mine Ben og rette min Ryg og fylde min Sjæl med Foragt for de høihattede, vandøiede Nordboer.
Aldrig har jeg seet smukkere Mandfolk end disse Jøder i Saloniki, som spadserede Sabbath-Morgen i Gaderne eller udenfor Muren, og aldrig et finere Udtryk i Ansigterne. Det var en Velvilje, som ikke var ængstelig for at vise sig, og dog en Værdighed, der ragede høit op over den halvt forlorne engelske Stivhed, hvori vi alle gjerne vil fuske lidt — især paa Reiser.
To unge Jøder, som jeg tog for Brødre, fulgtes jeg længe med.
Det hele bestod forresten bare i, at et Æsel belæsset med Hø og Ugræs, fik presset os tre op i et Hjørne, hvorved vi alle blev behængt med Stilker og Græs. Vi lo til hinanden over det fælles Uheld, — kunde naturligvis ikke forstaa et Ord; men vi pilkede gjensidig Straa af hinanden, og vi følte — hver paa sin Side —, at havde vi bare kunnet tale, saa var vi Venner og Ligemænd; vi forstod, at der var noget ligt og noget fælles mellem os, men kunde blot med Øinene forklare, at vi forstod hinanden.
