finder de første; og en vakker Dag vender alle glade tilbage, bærende sine Renter paa Hovedet.
At spare derimod refererer sig ikke til det, man har tabt, men til det, man har. Som den fulde Mand sagde til Sorenskriver Garman i Flekkefjord: „Ja, ser De min kjære Hr. Garman! Jo mer man sparer, des mere har man.“
For at kunne spare, maa man med andre Ord have noget at spare paa; men naar den, som ingenting har eller har tabt, hvad han havde, naar han saadan i Hyt og Veir vil „spare“, saa bliver dette ikkun en øde Indbildning.
— Imorgen til Smyrna.
Saloniki.
Smyrna! — allerede Navnet er blødt og solvarmt som en moden Frugt.
Vaade Paraplyer og gule Olieklær — omtrent som en Søndag i Haugesund, saaledes fik jeg Orientens Perle at se under en Dags-Regn af det Slags, vi i Stavanger kalder Sølvbryllups-Regn.
Længe regnede det alt, hvad det kunde; men saa begyndte det først at øse ned over alle Maal og Maader, saa En maatte takke til, at der var en god dansk Kahyt at krybe ned i.
Næste Dag var det bedre; men en By i disse Egne kan ikke paa et Døgn forvinde saa megen Væde. Gaderne var ikke til at gaa i for Søle, og omend Solen skinnede af og til, var der dog ikke paa langt nær den mættede Varme over Byen, som hører med til dens Fysiognomi; og derfor følte jeg det hele Dagen, som om jeg slet ikke fik se Smyrna, skjønt jeg virkelig var der.
Først da vi hev ind Ankeret, fik vi et Syn af Smyrna, som det skal være. Fuldt Solskin over de hvide Huse mellem vaargrønne Træer og sorte Cypresser; Havnen vrimlede af de skjønneste Baade, spraglede Dragter, Raab og Skrig. Og inde paa den brogede Kai et uendeligt Tog af Kameler fuldt bepakkede, som kom til Byen efter Regnveiret; først en Fører paa et Æsel, og dernæst sex Kameler, altid sex og sex sammenbundne med et Toug, og Klokkekamelen — den sjette — ringende med store Bjælder, akkurat samme Lyd, som naar Gamle Østen ringer til Højmesse paa Aarre.
I disse Egne reiser man fra Europa over til Asien og tilbage igjen, omtrent som man reiser fra den ene Side af Kristianiafjorden over til den anden. Kysterne og Øerne ligner ogsaa ofte Norge; men underligt nok! der ser frugtbarere ud hjemme. Thi her er Fjeldene ikke af gammel, haard Sten som hjemme, hvor hver Spræk
