Hopp til innhold

Side:Kielland - Samlede Værker 3 v2.djvu/436

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

dobbelt triste staar de ædle Ruiner i dette travle praktiske Folk, som bare har Øinene med sig efter Handel og Gevinst.

Selve Ruinerne paa Akropolis gjør først og fremst et overvældende Indtryk af Sorg og Bedrøvelse. Ingen af de Afbildninger, vi nogensinde har seet, giver en Idé om Ødelæggelsens vederstyggelige Brutalitet. Hele Akropolis ligger som et plyndret og voldtaget Slagteoffer, der aldrig kan faa dø.

Jo længer man vandrer om i al denne besudlede Renhed, jo stærkere koger det op indeni En: at saaledes gaar det Gang paa Gang, i Verden, — i det store med Mellemrum, i det smaa dagligt, bestandigt.

Er der nogetsteds noget skjønt, noget rent, strax skal det rives ned og tilsøles; bestandig er der Plads og Velsignelse for Raahed og Tilbagegang. De Kristne „rensede“ sig Kirkerum, deres spraglede Helgener sees endnu klint op paa de hvide Vægge. Og Tyrkerne vaskede Kristenblodet af de hvide Marmorfliser og „rensede“ sig disse Haller til Moské.

Det var naturligvis en Svenske, som førte Venetianerne, dengang de fik sprængt Parthenon i Luften, saa at Søilerne til begge Sider — de faldt ud og blev liggende — saaledes som du har seet det paa Billeder — med Stykkerne adskilte i lange Rækker. Hans Navn: Kønigsmark mumles den Dag idag sammen med de andres, hvis Udødelighed er knyttet til disse Steder hvor Bedrøvelsen aldrig vil tage nogen Ende.

Først naar Øiet vender sig udover mod den vidunderlige blaa Luft mellem de gulrøde Søiler, faar Sindet Fred til at nyde et Rundskue, som vist maa være noget af det skjønneste paa denne Jord!

De gamle hellige Navne stiger op fra Sletten, fra Havet og Havnene, fra Øerne og de fjerne Bjerge, og mens Solen synker, trækker mørke Skygger sig opover det steile Akropolis for at indhylle det skjønne Jammers-Minde.

— Du har vel læst i Dagbladet, at jeg glemte mine Ringe i Hamburg?

Nu har jeg dem paa Fingeren; de laa i Piræus og ventede paa mig.

Atter et Exempel paa, hvor vi to er forskjellige. Du vilde sagt: det kan ikke nytte at kaste Pengene bort til Telegrammer; Ringene er naturligvis forlængst fundne, stjaalne, opsmeltede og fortærede. Og medens du ærgrede dig Næsen helt ned over Hagen, vilde du tænke paa, hvorledes du igjen skulde indspare de tabte Værdier.

Aldeles feilagtigt! Det er med Penge som med Molboerne: bliver nogle borte, maa der sendes andre efter dem, indtil de sidste