Men som vi nærmer os Middelhavets gamle Porte dukker Rækken af Navne frem over Horisonten, halvglemte Navne fra Geografien eller fra den ældste Historie og lige op til Trafalgar; Hærskarer af Navne fra alle Middelhavets Kyster, hvor vi møisommeligen seilede paa fremmede Tungemaal i Ungdommens Tid; Minder og Billeder, dannede i halvklar Fantasi af det vinrøde Hav, Vesuvius med sin Røgsky, Soracte — høit og skinnende hvidt og de blomsterkransede græske Strande.
— Og som Skarer af Fugle løfter de sig fra Carthagos Ruiner og flyver os imod med tunge Vingeslag, fra Italien kommer de i glinsende Pragt, de myldrer frem fra Grækenlands Lande, Øer og Kolonier, Navne og Minder kommer susende udover Middelhavet helt inde fra Bunden, hvor Engle med hvide Vinger sang for Hyrderne, — alt det, man har lært og følt fra liden af, strømmer imod En, medens det kloge Jernskib kløver sin Vei midt imellem Herakles's ærværdige Søiler.
Og hele Verdens Strid mod Lys og Varme, Skjønhed og Lykke svulmer mod En ligesom selve Havet — Middelhavet, den gamle Verdens Hjerte, der aabner sine lune Bølger, stryger kjærtegnende henad Skibets Sider og vugger frem Minder og Ungdoms-Drømme.
Tunis og Athen.
Middelhavet, den 9de April 1891.
Man har seet de utallige Billeder af Orienten, ligefra de sorte Klatter i Skillings-Magazinet til de franske straalende Malerier; man har seet Arfda og Aladdin; man har de mangfoldige Gange læst altsammen nøjagtigt opregnet i Reisebeskrivelserne, saa man kan det udenad: Gadeliv, Minareter, tilslørede Kvinder, matte Pikanterier fra Haremer — og saa staar man uventet en Dag midt opi det hele, det er der altsammen, det er der, som man havde tænkt sig, og dog saa overraskende nyt, — saa uventet, betagende som et hinsides Liv, skilt fra vort uden Overgang eller Sammenhæng.
Alle de tusener sorte og mørkebrune Øine, jeg i disse Dage har seet ind i, — et Øieblik i Vrimmelen paa Gaden, i en aaben Dør eller oppe paa Taget. De mangfoldige Spørgsmaal, man møder hjemme, Lysten til at glo, se om man kjendes, vide, hvem det var — her er intet af alt dette; alt Udtryk er samlet om Tungsind og Foragt.
Selv Tiggerne langs Husvæggen gider neppe løfte de tunge Øine mod de Fremmede; smukke Arabere i deilige Klær, jeg talte længe med en i Tunis om Prisen paa hans Dragt; det løb op i flere hun-
