Saa ved man, at man er ganske for sig selv; der kan ingen komme indom og fortælle os noget ubehageligt fra Land; og selv har vi intet Ansvar, mens vi føres afsted ude paa Havet. Fra det Øieblik, at Lodsen er kvitteret, er Skibet en Klode, hvor Lykken bor for den Ensomme.
Lodsen er en herlig Mand — især i Land; og især for brækkefærdige Landkrabber at have til at klænge sig opefter, naar de laver kjække Vers, eller naar de i Selskab eller Thinget holder Taler om vort Lands Hæder og saa videre.
Men der gives andre Arter af Lodser end de uforfærdede, som i Farens Stund altid er velkomne; og det er de forkjælede Flod-Lodser, som ligger og vugger i fine Kuttere og maa skraales og pibes op af Søvne, naar man skal bruge dem.
Saasnart han er kommen ombord i Skibet, er det akkurat som naar Jordemoderen er i Huset. Ingen tør sige ham imod, han raader for alt; thi ene han kjender de trange Farvande; er han ikke i godt Humør, lægger han sig tvert i Udhavn og erklærer al Passage umulig.
Derfor maa han pleies og nøres med Kaffe, Tobak, Brændevin — eller hvad han begjærer. Akkurat — som naar en vetskræmt og forvaaget Barnefader opdager en Tallerken rigtig delikate Smørogbrød eller kjender Lugten af en Kaffe — dobbelt saa stærk som han nogensinde faar den, — saa kommer Pigen løbende: For Guds Skyld! rør det ikke! — det er til „Madamen“!
Saalænge disse Personer er ombord eller tilhuse, er hverken Skib eller Hus sig selv. Ansvaret er for en Stund kommet ud af Ligevægt og over paa andre, som dog, naar det kommer til Stykket, hverken kan erstatte Skib eller Ladning; og medens man nødes til at respektere og bruge deres lokale Kundskaber, ønsker man inderlig, at de var vel fraborde.
Og det ved de — begge to, baade Lodsen og Madamen; og derfor dvæler de, indtil den sidste Ængstelse er svundet med den sidste Kaffetaar, og de kvitteres med et Lettelsens Suk og et hemmeligt: maatte det vare længe til næste Gang.
— Efter Storm og Væde er Solen kommen med en Magt som er ganske overvældende. Hvor faa Dages Dampskibsfart der skiller mellem Nordens kolde Taage og en Solvarme, som allerede er hed nok. Alt ved Portugals Kyster blev Havet mørkeblaat, medens Landet indover begyndte at grønnes, hvor kridhvide Landsbyer ligger som Sneflækker mellem Højene, og høit oppe i Bjergene skinner Aftensolen paa de store Taarne og mægtige Bygninger af Klostret Mafra.
