Ikke et Billede, ikke et Minde, ikke et Spor i denne Bogtrykker-Himmel af dem, paa hvis Tanker hele denne Herlighed hævede sig op; ikke en Tak til Aanderne, som bragte Lyset og Guldet med det; ikke et Suk over de forkomne Digtere og Tænkere, som sølede i Vinhusene mellem Armod og Raahed, eller sad ukjendte og sleb Glas eller syede Sko, medens Moretus den 3die skjænkede af Farfader Moretus den 1stes ædle Vine for Døgnets fulde Pengesække og tomme Hofparykker.
Og som jeg gik — alene gjennem Rummene, hvor hist og her en galloneret Opsynsmand vilde fortælle mig, hvad Lysekronerne havde kostet, eller hvor mange af de dyrebare Plantin-Moretuser der havde ligget i den rigt udskaarne Seng, samlede der sig mange sære Tanker i mit Sind.
Jeg satte mig i en af de udskaarne Egetræs Bænke, som staar paa Afsatsen i den brede Egetræs Trappe, — en Skov af mægtige Ege synes fældt og slæbt hid, for at indpaneles og udskjæres. Midt i al den gode gamle Herlighed fik jeg Øie paa en tynd Laurbærgren. Den raktes frem af en nøgen Figur, paa hvis Fodstykke der stod „artibus“.
Mon her var tænkt paa Sprogets Kunstnere, paa Tænkerne og Genierne ?
Isaafald burde Figuren ikke staaet ude paa Trappen, men midt i den glimrende Plantinske Bogsamling, og han burde ikke holdt en Laurbærkrans, — skjønt Laurbærblade ganske vist er noget af det billigste, man kan afspise en Mand med; men en Dusk Halm — muggen Halm skulde han strakt ud mod alle de ædle Navne paa Filosofer, Digtere, Lærde, Opdagere — alle de, hvis Tanker var gaaet med til dette Boghandler-Palads, og hvis Navne netop fik den Ære at staa indpressede i de fine Bind rundt paa Hylderne.
— Frisk Storm af Vest og saa af Øst sydover lige til Portugal; saa det var et Særsyn, da Flaskerne stod opreist paa Middagsbordet anden Paaskedag. Men derfra slog Veiret om til Sommervarme om Dagen, medens selve Nattevinden blev saa mild, som den ikke er mange Nætter midt paa Sommeren i Stavanger.
Noget skjønnere gives ikke for den, som er frisk, end at føres paa et Skib gjennem jevne store Dønninger henover Havet i Solskin. Den friske Luft fra Sjøen og selve Dampskibets egen Lugt blander sig til et særeget Behag, som gjør Sindet let og sætter Modet op, naar man om Morgenen stiger ud paa Dækket og gaar forover; — selv Kokkens stærke Os, naar han er ifærd med Frokosten, vækker Appetiten og gir Humør.
