Senere paa Dagen telegraferede jeg igjen til Hamburg efter Ringene og fik Svar, at de var fundne og sendte, men til en Station, hvis Navn ingen kunde udtyde. De kom hellerikke i de fire Dage, jeg laa i Antwerpen; men deres Skjæbne er lagt i gode Hænder.
— Det er en stor Fornøielse at vandre om i Antwerpen, hvor gammelt og nyt er blandet saa overgangsløst om hinanden. Der er fine, kjedelige Boulevarder Side om Side med ældgammelt Murværk og krogede Smug mellem gamle skumle Handelshuse med smaa Ruder. Det hjemlige ved en Sjøby blir her endmere fremtrædende, fordi man kan tale omtrent, hvad Sprog man vil, saa forstaar de. Naar hverken Fransk eller Tysk vilde falde rigtig, saa behøvede jeg bare at snakke lidt Norsk, saa løstes alle Vanskeligheder.
Kun vilde ingen tro, det var Norsk. De smilte godmodigt, som om de vilde sige: Lad ham tro, det er Norsk, naar det morer ham; men vi hører jo tydeligt, at det ikke er andet end Flamsk.
— Endelig fik jeg ogsaa se de to berømte Flodheste og de andre Dyr i Antwerpens zoologiske Have. Det var rigtignok en sur og kold Dag; men det var allerede en Fornøielse at se et Sted saa rensligt og rigeligt med Luft og Lys for Dyrene. Om Sommeren maa Haven være af de bedste; men da er der vel altfor mange Mennesker.
Museet og Kirkerne gik jeg igjennem, — hovedsagelig frydende mig ved at gjenfinde hin Ungdommens lyksalige Reisestemning, hvor man kun har at gaa fra nyt til nyt og intet i Verden at passe undtagen Tiden for table d'hôte.
Men tilslut kom jeg ind i Musée Plantin, hvor jeg — næsten alene — vandrede længe om i Sale og Gallerier.
Alt, hvad der findes af Kostbarheder i Møbler, Skabe og herligt udskaaret Egepanel, af Glas, Vaser og Skildpadde, — selve dette vidtløftige Hus med det skjønne Gaardsrum, alt hvad her er ophobet af Skatte og Værdier, Malerier, Bøger og ubetalelige Billedværker — alt er samlet og fortjent paa Bøger, Bogtryk og Forlag.
Og her hænger de selv som Fyrster af de to Dynastier Plantin og Moretus — disse Bogtrykkere: Moretus den 1ste, Moretus den 2den — med Kniplingskraver og gyldne Kjæder, malede af Rubens; her er og deres Damer indpakkede i stiveste Silkebrokade; og Tavler hænger til Ære for duelige Medarbeidere — nemlig Sættere, Korrektører og Billedskjærere; Trappe op og Trappe ned — overalt denne solide Rigdom, som er trukket — „labore et constantia“ — ud af Bøgerne, men intetsteds — intet eneste Ord, om de Mænd, der skrev dem,
