Han saa paa mig og spurgte forsigtig, om mit Tøj var undersøgt af Tolderne paa Grænsen?
Ingenlunde! — siden i Kiel havde man ladet mig i Fred; og jeg havde udtrykkelig beundret, hvor godt det var indrettet med Tøiet, at jeg saaledes kunde faa det direkte til Antwerpen!
Om jeg ikke havde bemærket noget i Essen?
Jo vist havde jeg seet, at Folk havde svært travelt; men jeg troede, de spiste; og desuden tænkte jeg, der maatte vel komme en og sige til mig om Visitationen.
Den gode gamle Mand rystede paa Hovedet. Mit Tøi stod nu mellem Tolderne i Essen og jeg selv i Antwerpen med min Stok.
Saa blev jeg da ført omkring som et Specimen, der ikke havde Vet til at passe sit Tøj; fra Sous-Chefen til Chefen og alle Slags Autoriteter; og under dette kom det ogsaa for en Dag, at jeg førte med mig 100 Cigarer — aabent staaende midt i min Haandkuffert.
Da saa det meget mørkt ud en Stund; men utrættelig slæbte Drageren mig med, som om han fremviste en Idiot, indtil det blev mig lovet, at Tøjet skulde komme fra Essen næste Formiddag; Klokken ni skulde jeg atter fremstille mig til fortsat Behandling.
Da den gamle bekymrede fik en Reichsmark ved Afskeden, blottede han sit Hoved og sagde ganske sikkert indvendig: „Saa rig — og saa dum!“
I Hotel de l'Europe vakte jeg en pinlig Opsigt med min Stok. Portieren og efter ham Hustjeneren, dernæst Opvarterne stak bedrøvet Hovedet ind i Vognen, hvor der ikke fandtes Spor af Bagage, — oppe hos Kusken var der heller ikke andet end et deltagende Skuldertræk, og jeg selv forplumrede mig i det, jeg vilde forklare om Tolden og Essen og min Forglemmelse, blev forvirret og ganske hed om Ørene ved Tanken om, at de maaske ikke vilde tro mig.
Men da kom der til Lykke en tyk Madame, som jeg siden lærte at sætte Pris paa som Mademoiselle; hun saa strax min Troskyldighed og gav Ordre til Nr. 25, hvilket viste sig at være et smukt Værelse bare en Trappe op.
Saa vidt gik det; men der stod jeg nu uden mine Ringe og uden andet Nattøj end denne elendige Stok.
Imidlertid blev jeg modigere efterhaanden; og da jeg havde spist, tog jeg den Beslutning at lade Hotellet faa Nøglerne og slaas om mit Tøj og Cigarerne med Toldere og Dragere.
Jeg sov altsaa — uden stor Anstrængelse — til Klokken 12 den næste Formiddag; da kom det altsammen — indtil Cigarerne, hvis Redning endnu er mig en Gaade.
