gende foran, men rettede sig derpaa raskt i Veiret og saa sig omkring med et udfordrende Smil.
Onkel Ivar uden Kjole med opknappet Vest var et Syn at se i en Balsal. Glinsende rød i Skallen, en Flip op og en ned. Løskraven puttet under et Par hjemmehæklede Seler, som var grønne; to hvide Bændelbaand hængende; en Tut Uldskjorte hist og her.
Men for Selerne fik man Agtelse, naar man saa, hvad de bar, en Buxeklaf foran saa stor som en Breifok og bag — jeg er vis paa, man kunde skrevet Konstantinopel tvers over — fuldt ud — med stor Skrift.
„Huf Gutter!“ raabte Onkel og klaskede Næverne sammen; „nu skal I Pinedød se Dans, som duger!“ og saa begyndte den.
Ialfald tror jeg, det var her, den begyndte, thi — som det vil vise sig — er det ikke ganske sikkert: det gik nemlig videre saaledes til.
Musiken klemte paa med et eller andet nationalt; Onkel svingede med Armene og sprællede lidt med Benene, plirede elskovsfuldt over Brillerne op til gamle Fru Knoph.
Al Opmærksomhed var nu samlet om Onkel Ivars Ben; thi det var klart, at efter de smaa indledende Trin skulde det gaa løs; og jeg stod og tænkte paa, om han vilde fare hen i Luften over Fru Knoph eller bare spænde hende Kappen af Hovedet.
Det kunde ligne ham; og det er slet ikke sikkert, om han ikke ogsaa tænkte paa noget lignende; thi man kan — som det vil vise sig — ikke vide det; det gik nemlig endvidere saaledes til.
Idet Onkel Ivar efter nogle smaa Dilt samlede sig til det afgjørende, satte han med Vælde Fødderne i Gulvet.
Men — som han havde traadt i Grønsæbe, saa lynsnart gled Hælene frem under ham, Benene sprat i Veiret, og dermed faldt hele Onkel Ivar baglængs paa Konstantinopel og klaskede Skallen i Gulvet, saa det drønede i alt Huset.
Ja, der laa han udstrakt i al sin Rondeur med Breifokken i Veiret midt for Fødderne paa den skikkelige Fru Knoph, der lignede et forladt Taarn i Ørkenen.
Jeg var ugudelig nok til at lade de andre samle ham op, han kunde jo ikke gaa i Stykker, jeg kjendte den konstantinopolitanske Arkitektur; — jeg listede mig ud i Gangen og lagde mig til at le opad Trappen, saa længe jeg orkede.
— Men siden har jeg mangen Gang tænkt, hvad mon det var for en Dans?
