„Er d e t Dans at byde Folk!“ raabte han foragteligt; „der gaar de og tvin'er og tripper saa tyndbente som Blyanter og Knækparasoller. Nei! da var der andre Lægger og Laar i min Tid — huf Gutter! — det var Dans — det!“
Vi holdt Hovedet høit og satte ivei, saa det peb om Ørene; men hver Gang Onkel Ivar passerede Balsalen, blev hans Stiklerier mere nærgaaende, saa vi sled os næsten ud, for at være — den ene „sprækere“ end den anden.
Men hvad hjalp det! — for hver Gang Onkel vendte tilbage fra sin Runde gjennem Røgeværelset, hvor han svalede sit Hoved nede i en uhyre Ølbolle, vendte han bestandig modigere tilbage, og tilsidst havde han ølet sig saa længe i Svalebollen eller svalet sig saa længe i Ølbollen, at Modet ikke var til at betvinge.
„Afvei med disse langskrævede Flamingoer,“ raabte han; „nu skal I faa en ægte national Dans — Gutter! — kom Tante Knoph; — vi to Gamle skal gjøre Skam paa denne usselige Ungdom nutildags.“
„Aa, nei da. Kjære! lad mig være fri,“ bad den skikkelige Fru Knoph; „husk paa, vi er gamle nu begge to.“
„Fanden er gammel,“ lo Onkel lystigt; „du var den sprækeste blandt Jenterne; og jeg var vel ikke den laakeste blandt Gutterne — ved jeg! — kom saa — Gamle!“
„Aa nei da. Kjære Ivaren min! maa jeg ikke faa slippe da du!“ bad Fru Knoph saa bønligt. Men hvad hjalp det? Salen blev ryddet, Plads maatte der være, og vi elendige Flamingoer blev klint opad Væggene for ialfald ikke at være i Veien.
Alle de unge Damer var fortrydelige over Afbrydelsen, og vi Herrer mer eller mindre mugne over alle de lidte Forhaanelser; men Damen, som skulde spille, var ganske fortvivlet; hun havde bare faaet Ordre til at spille noget ægte nationalt: og hvor meget hun end spurgte, hvilken Dans det skulde være, saa fik hun ikke anden Besked, end at Onkel plirede polisk op over Brillerne og bandte paa at det skulde blive en anden Dans det!
For Onkel Ivar kunde vist „Sønner af Norge“ være god nok til enhver Dans; og hvad selve Dansen angaar, saa var Musiken i Grunden ikke saa vigtig, som det senere viste sig! det gik nemlig saaledes til.
Ind kom Onkel Ivar sveisende; den ene Arm i Siden, den lange, skikkelige Fru Knoph under den anden; han placerede hende med et chevalerisk Sving midt paa Gulvet, bukkede som de ældre galante Herrer med Hovedet helt nede mellem Benene og Armene hæn-
