Og det er i sin Orden. Saadanne Lystspil har sin væsentlige Charme som Erindringsbilleder fra «de gode gamle Dage».
Jeg gik ned gjennemdet gamle Kalkbrænderi Morgenen efter og ledte efter de Fatriges Dyrehave, og jeg bildte mig ind, at jeg fandt den.
Der var Gyngen og de samme kummerlige Lysthaver som i Theatret; og der var det lille gule Hus ved Stranden — kun med den Forskjel, at Stranden var borte. Istedetfor de friske blaa Bølger paa Bagtæppet, breder sig nu de store Udfyldninger af Søle og Dynd, Fort, Moloer og Havne udenfor de Fattiges Dyrehave, — ikke engang et Fiskenet hænger der længer.
Og alligevel! — det er dog Rheden, Havnen og Toldboden, der holder sig bedst i Kjøbenhavn, som længst bevarer det hjemlige fra de Tider, da her ogsaa var vor Hovedstad, da ingen af Vestkystens Sildeskippere havde Hjerte til at gaa ind i Østersjøen uden at ankre op paa Kjøbenhavns Rhed, om det saa bare var „for Kjød og Grøntsager“.
Gamle Danse.
Vi strævede virkelig ærligt, svingede os selv og svang vore Damer, skjønt mange vare drøie nok at faa rundt; for vi vare ikke budne til Bals; denne Dans var en Overrumpling.
Vi havde spist til Middag i god Tro — ialfald den fremmede Fætter; og mens jeg stod og tænkte paa Kaffe og ingen Fare, begyndte der at myldre med Ungdom, som havde spist oppe eller nede eller hjemme eller ikke eller Gud ved hvor; og Dørene fór op igjen til Spisesalen, som var ryddet med Trolddom, to og to kastede sig over hinanden, to over Klaveret, og en to tre! var der Gallopade, før jeg ret kom til Besindelse.
Den forlod mig strax igjen, idet jeg fik et frygteligt Hug i Hjertekulen; det var Onkel Ivar selv, som raabte:
„Se saa — Gut! — ind og rør Beina dine! staa ikke der som en snottet Kammerjunker, men vis hvad Kar du er med de lange Pibestilkene, Vorherre har sendt dig ud paa.“
Saaledes var Dansen begyndt; og skjønt jeg slet ikke ligte Onkels Maade at arrangere paa, saa tog jeg fat i al Godmodighed; og vi strævede ærligt — det tør jeg sige — baade med Kusiner og de lettere Tanter.
Efterhaanden blev vi endogsaa livlige; og alt kunde vist gaaet i Fred og Glæde, naar bare ikke Onkel havde sat sig i Hovedet, at vi ikke gjorde Fyldest i Dansen, især ikke vi Kavalerer.
