Der kommer — maatte det vare længe til! — ogsaa for os den Tid, da vi siger til Ungdommen: De skulde have seet Schram og Fru Phister i „De Fattiges Dyrehave“.
De to sammen er i det hele taget en Fest, hvad saa Stykket forresten duer. Især er der en liden, men uimodstaaelig morsom Ting, som af og til hænder mellem dem.
Gamle Schram har endnu nogle fulde Toner tilbage af sin store Stemme; og naar der blir almindelig Samsang paa Scenen, morer det ham øiensynligt at sætte fuld Kraft paa en og anden Bastone, saa den durer gjennem de andre Stemmer som et Orgel.
Da hænder det — og da kommer selv Skuespilleren paa Latteren — det hænder, at Fru Phister, som staar ved Siden og synger med sin gamle Kone-Stemme, hun lægger Hovedet paaskakke og ser uhyre alvorlig opad den lange Hr. Schram med et Udtryk af Beundring, som kan passe til Rollen, men ogsaa i et lidet underfundigt Samspil med Publikum: „Min Gud! hvad han dog tør brøle.”
Men uanfægtet rager han høit op over de andre og synger videre som et gammelt Egetræ.
Fru Bloch var ogsaa beundringsværdig som den forskruede svenske Dame; og hun vilde være endnu morsommere, om hun havde faaet nogen Støtte i sin Fästmann. Men Hr. Zangenberg var aldeles udenfor det hele. Dersom han absolut vilde være netop ligesaa pen og fin som Hr. Madsen, saa passer han hverken til det latterlige svenske Selskab, hvori han kommer, eller til sit Navn Villadsen eller til sin Kjæreste eller overhovedet til Stykkets Mening.
Det forholder sig jo saa: i denne Samling af uskyldige Karrikaturer i denne uskyldige Karrikatur af Dyrehaven er der bare en fin og korrekt Mand, som til og med er opfiffet med noget fransk. Men han kommer ingen Vei, før det viser sig, at han hverken er fornem eller rig.
„Han er af simpel Familie, han er fattig — han er mer end det: han er forgjældet! — se det forandrer Sagen,” siger den brave Kaskjetmager Conradsen, „saa skal han s'gu have Pigebarnet!”
I „De Fattiges Dyrehave” er det de Fattiges Stolthed, Forfatteren varsomt har lagt tilrette som et Lystspil, saaledes som disse Ting endnu kunde behandles i hin Tid. Men derfor skal Villadsen tage Plads blandt Karrikaturerne; han skal være indstemt i Akkorden: Conradsen; og derfor virkede Hr. Zangenberg gjennem hele Stykket som en falsk Tone.
Det er jo rigtignok farligt at ytre sig om disse Ting, da jo de gamle Stykker spilles for en stor Del paa Traditioner, der nødig brydes.
