det er de ikke længer; — undtagen kanske om Vinteren, naar de sidder for sig selv i Kroen og ler af Kjøbenhavn.
Men indenfor Toldboden og ved de store Lossepladser færdes en ganske anden Art af Mennesker. Ellers er Bryggesjauere et tvivlsomt Folkefærd; i mange Havne hjemme i Norge ser Bryggens Folk ikke godt ud — om de end ikke er som de Lossere og Stevedores, vi fik i Lissabon, som fra Morgen til Aften skreg og skraalede op mod hinanden, som om de hvert Øieblik vilde ryge i Slagsmaal.
Men paa Kjøbenhavns Lossepladser gaar det stille og fredeligt til; man skal lede længe efter en Arbeidsstok, der gjennemgaaende ser saa ordentlig ud — langt snarere finder man et øllet Ansigt mellem Politibetjentene. Der arbeides kanske noget langsomt; men baade i Varernes Behandling og i Omgjængelsen mellem Mand og Mand er der en jevn Gemytlighed, hvorved Intet bliver knust i Hensynsløshed og hvor Ingen skraaler eller bander høit.
Naturligvis er de uafladeligt smaavittige sig imellem, især naar der møder noget ualmindeligt, som Damer eller Folk, der ikke hører til paa Bryggen.
En Dag gik jeg gjennem Toldboden i en feiende Storm med en lang Frakke med Skulderslag; da hørte jeg en sige til de andre:
„Der har vi s'gu en af dem, der staar i Vor Frue Kirke.“
Skjønt de alle lo af mig, var jeg glad indvortes, det hænder saa sjelden, at nogen tager mig for en Apostel.
I den gamle Komedie „De Fattiges Dyrehave“ fremstiller Olaf Poulsen en Fisker saaledes, som han er i Nærheden af Kjøbenhavn: rede til alt muligt for en Drikkeskilling, ærbødig og enig i alt, hvad Byfolkene siger — tilsyneladende til Latter, men i Grunden den snedigste af dem alle.
Poulsens Maske var ypperlig, og naar han sprang, langede han det højre Ben langt ud til Siden paa en Maade, som uvilkaarlig henledede Tanken paa et Skibsdæk.
Derimod gjorde han i mine Øine en liden Feil, idet han dyppede sine haardkogte Æg i Salt. Det er muligt, at Hr. Poulsen ikke uden Salt formaar at spise tre haardkogte Æg, — og det gjorde han redeligt, hele Publikum talte med Spænding; men jeg skulde nærmest tro, at det aldrig kunde falde en rigtig saltet Sjømand ind at fordærve en Delikatesse som haardkogte Æg med Salt, det er just det ferske, han liger.
De Danske, som har fulgt Theatret i ti-tyve Aar, pleier at sige: Ak nei! det var andre Tider, da vi havde Rosenkilde og Fru Sødring.
