de tunge Soldaterbaade fra Trekroner, Lodser og Kadreiere, og en stadig Række af ind- og udgaaende Skibe.
Alligevel er der kloge Folk, som ryster paa Hovedet og mener, Kjøbenhavn gaar ikke fremad, der er en Stans, om ikke en Tilbagegang. Og i den Forbindelse nævnes gjerne den store Plan om Frihavnen.
Sytten Herrer — man sagde, Ministeren selv var iblandt dem — tog i Lørdags en Tur omkring i Kalkbrænderihavnen, hvorfra der helt ind til Citadellet var udlagt Boier i Farvandet, som laa og vippede med hvide, røde og grønne Flag. Det var Linierne af den store Plan om Frihavnen.
Den ukyndige Iagttager kunde ialfald forstaa saa meget, at det var stort, og at her endnu i mange Aar bliver Brug for mange Folk til at sysle med Søle og Dynd; endvidere kunde han forstaa, at Befolkningen herude omfatter denne Plan med ulige større Sympathi end Middelgrundens Fort, hvoraf en Del allerede er ført op til Vandlinien, saa man fra Land kan se, hvor Bølgerne bryder mod Jetéen, medens en gammel ligesaa ubrugelig Fregat ligger tankefuld forankret derude.
Naar en Sjøby gaar over til en Storby, lider Sjøen Uret. Landkrabberne vinder Overtaget, efterhvert som Sjøens Alvor og Møie ophører at være Hovedkilden for Alles Udkomme og Velstand.
De fine Damer kommer ud fra Gaderne og spadserer paa sine spidse Sko lige paa Randen af selve Havets Skum, med Hovedet fuldt af Theater og Toilette, men uden at give Agt paa de store Skibe, der kommer glidende med kostbare Ladninger; hele en stor Havns afvexlende Liv bliver tilslut halvt fremmed for Befolkningen, der bestandig breder sig længer og længer indover i Landet.
Og derved glider Sjøens Folk ned til nogle godmodige, men pudsige Folk, som Theatret og Literaturen bemægtiger sig til Morskab, idet danske Digtere skaber disse bekjendte Ulke, der kan spytte og spinde seige Ender og som bander fint og forsigtigt ved de store Bogstaver: reis til H, F gale, S lyne — hele Alfabetet igjennem.
Men dette har igjen havt en Tilbagevirkning, som strækker sig nordover, helt forbi Helsingør. Langs Stranden bor der nu en Art Fiskere, som ved, hvorledes Kjøbenhavnerne vil have dem; som kan spytte, spinde og snakke de unge Herrer efter Munden, naar de „kuler op“ med sine Sjømands-Udtryk; eller som kan lade rigtig uskyldigt naturfriske overfor de unge Damer, der konverserer dem om vanskelige Emner, en udspekulerzt Befolkning — utrættelig efter at fiske Smaaskillinger og rede til at spille en hvilkensomhelst Komedie for femti Øre. Men Sjøfolk — som andre Kystbeboere,
