én Gang ind i hver Krog. Det var ikke den godmodige Vinter med tyk, lun Sne og lidt Sol midt paa Dagen, men den hungrige Ulv med Østenvind fra Sibirien, som forfølger de tyndslidte Klær og stikker sin isede Snude op under Haandlinningen og helt ind under Sengetæppet.
Der var saa koldt nede paa Moloen ved den nye Kalkbrænderihavn, at man næsten ikke kunde holde det ud. Alt Arbeide var stanset. Alle de mangfoldige Mennesker, som nu snart i ti Aar har syslet hernede med Søle og Dynd, de hvilede alle, og deres Redskaber stod fastfrosne i Sumpen.
Det er et Værk, hvis Omfang sikkert mangen Kjøbenhavner ikke har Begreb om — dette Havneanlæg udenfor de gamle Kalkbrænderier. Der er en rummelig Havn paa 12 Fod og en større paa 24, omsluttet af stærke Moloer og Bolværker; og alt dette har i disse Dage været overstøbt af et tykt Lag Is.
Der burde have været Tegnere og Fotografer, thi underligere Formationer af Is og Istapper skulde aldrig nogen have seet. Stormen havde været saa voldsom og Kulden saa haard, at Skum og Skvæt, som røg af Sjøen, det frøs strax og ikke som almindelig nedhængende Istapper, men skraat ud i Luften, somme Steder næsten horizontalt. Derfor hang der om alle Gelændere og Tvertræer brede Border af sammenfrosne Isdryp, der lig Tæpper i en frisk Vind bølgede og viftede med lange Fryndser.
Skibene, som laa for Anker, blev efterhaanden aldeles uformelige, idet hele Bougen blev belagt med et tykkere og tykkere Lag Is — som et ophovnet Ansigt, og Fæstningernes skraa Volde blev glatte og hvide.
Især slog Sjøen vældigt op over Batteriet paa Refshaleøen, saa at det blev ganske overiset tiltops. De er jo heller ikke saa høie og imponerende at se til — de moderne Fæstninger, de har det vel indvortes. Selve Trekroner, som vist er en overmaade stærk Fæstning, ser jo helst ud som uskyldig Marsipan.
Naar man fra Barnsben har hørt Tale om Kjøbenhavns Rhed, er det en stor Fornøielse at vandre Time efter Time helt ude fra Kalkbrænderihavnen og helt ind forbi Toldboden og Larsens Plads. Saa mange Steder og saa mange Navne er her levende, som hører med til Traditionerne, som de endnu gaar hjemme paa Vestkysten; her leves — naar man undtager Dampskibene med Røg og Hyl — saa leves her det ældgamle Liv paa Kjøbenhavns Rhed med Skibe, som ankrer op, Skippere, som gaar i Land for Ordrer eller af gammel Vane, Mandskaber, som ligger i Baadene og venter — eller lurer sig op i de hyggelige Kneiper med Piger og Øl, der er
