nende: „Hold Fred — Sværmere! hvortil disse vilde Utopier. Se, hvor jævnt og støt vi hver Dag fører Folket mod bedre Tilstande.“
Men naar nu den danske Politik ikke er stort andet end bare Potteskaar og vor norske truer med at gaa samme Vei, saa er det underligt, at de ikke viser mere Iver, naar der bydes en kraftig Haandsrækning.
Thi det maa dog alle forstaa, at i Folkenes fredelige Kamp for bedre og ligeligere Vilkaar opnaaes det lille kun, naar der forlanges det store, aldrig giver Magten fuldtud Fyldest for den sidste Fordring; kun i Skyggen af de uhyre Krav, som er opspirede hos Sværmerne, er det muligt for de praktiske Politikere at faa sine smaa Potter færdige.
Hjemme i Norge havde vi nogle gamle Mærkesager, om hvilke Kampen efterhaanden blev saa hed, at Ingen tænkte paa at forlange mere. Da vi saa seirede, fik vi bjerget noget, men en Ting som den almindelige Stemmeret — noget saa indlysende og selvfølgeligt, og noget, intet Menneske tvivler om, at vi jo tilslut maa faa — det har vi endnu ikke seet os istand til at gjennemføre. Havde vi nu havt nogle Mærkepæle langt fremme, nogle nye radikale Krav, som f. Ex. Præsterne ud af Skolerne, varm Middagsmad til Børnene istedetfor Pontoppidans Forklaring eller andre af de Ting, som skal komme! — kjære! da havde vi havt denne Stemmeret for længe siden; men uden de store umulige Krav staar alting stille.
Noget lignende er det med disse triste Striker, som næsten altid mislykkes, fordi de strider om den første halve Skilling. Først naar al Verdens Arbeidere forlanger det „umulige“: Andel i Udbyttet, Alderdomsforsørgelse osv. — først da vil de langsomt opnaa den første Halvskilling og den næste og næste. Hvor kan man tænke sig, at Kapitalen skulde give Slip paa en halv Skilling af nogen anden Grund end Frygten for at miste en Daler.
Det ene følger med det andet: naar ingen Støtter flyttes frem, naar ingen „Utopier“ formaar at begeistre, saa falder der næsten et Skjær af Løftelse over selve Reaktionen, den drømmer — hjemme i Norge om et Lydrige og her i Danmark om en Konge, som seiler i Kanalen.
Deraf Regjeringernes Magt og Initiativ, deres aggressive Holdning i forskjellig Grad, men med umiskjendelig Lighed i begge Lande.
Imidlertid bliver de praktiske Politikere staaende og kjævler; og kommer der saa En med et uhyre Krav som dette: Folkene vil ikke længer Krig, men Fred og Voldgift, saa siger de overlegent: en saare skjøn Tanke, men altfor umulig til, at vi kan indlade os!
Men dette kan umuligt være klogt.
