og snirklede Melodi, der er saa kunstigt indflettet i Instrumenterne; og netop Valget af disse, den lidt snøvlende Tone i Bratschen — der minder om Giger og Skalmeier — det hele er som et gammeltysk Billede: den spæde Jomfru, som fletter sit Haar i det lille Kammer og synger den lange, lidenskabsløse Sang, indtil hun selv sovner af den.
Og idet hun glider over i Søvnen, mumler hun nogle Ord af Sangen, Melodien bliver borte for hende, saa blødt som Aandedræt bølger Orkestret, indtil hendes sidste Suk, idet hun falder helt i Søvn, gaar fra hendes Læber og forsvinder i Orkestrets Rør og Strenge.
Enhver, som har hørt dette, saaledes som det skal fremføres, vil mindes den gribende Stilhed, denne korte uskyldige Pigesøvn, inden den lidenskabelige Hvirvel af Toner igjen griber os og fører os afsted mod den vilde Slutning.
Men af dette var der ingenting ved Opførelsen her i Kjøbenhavn; den vidunderlige Sang faldt næsten til Jorden; Sangerinden sagde Ah! og Orkestret svarede Svup! og dermed var Visen ude.
Det var imidlertid ikke for at dadle Udførelsen, Meningen var tvertimod at rose det dristige Foretagende, som tvang et Publikum til at høre og beundre et „umuligt“ Musikstykke. Thi saaledes skal det gaa, naar Støtterne flyttes saa langt frem, at Menneskenes tunge Masse raaber: umuligt, saa langt naar vi aldrig, vi vil ikke engang. Men er de først sat — de fjerne Mærkepæle, saa er det, som om de trækker Massen til sig, og efter en forbausende kort Tid er vi der alle, forsamlede ganske ugenert omkring det umulige.
Saaledes i Musiken og ikke anderledes i Folkenes politiske Liv, hvor Talen er om de sociale Reformer.
Naar Bjørnson derfor allerede nu stiller den store Folkefred op som et Maal, saa ved vi hvem det er, som raaber: umuligt! Det vilde være ørkesløst at falde i Forundring over, at det gamle Trællesind, som er Fermentet i vore Samfund, ikke kan hæve sig til den Mulighed, at fribaarne Borgere en Dag tager det farlige Sværd ud af Hænderne paa de umyndige og uansvarlige og nægter at gaa til Nedslagtning efter „højere“ Ordre.
Men man kunde snarere faa Lyst til at forundre sig over den slappe og overlegne Holdning hos vore saakaldte praktiske Politikere paa venstre Side — her og hjemme.
Ja, var det endda saa, at den danske og den norske Politik var to udmærkede Pottemagerier, som hver Dag berigede Folket med en Række vel dreiede og vel brændte Reformer — saa kunde det lade sig høre, om de raske Pottemagere raabte til Bjørnson og lig-
