Derfor er det mangen Gang surt at være Nordmand i Udlandet. Danmark lægger sin Haand over vor Fortid og pryder sig med vore bedste Navne; og Sverige forsømmer ingen Leilighed til at overskygge og formørke os.
Det skulde man tænke paa, naar Norge og Nordmænd bedømmes, hvor irriterende den Stilling er: altid at være den mindste og den fattigste, men altid taget til Indtægt, saasnart vi har noget brugeligt. Der har været øvet og der øves endnu megen Uret imod Norge; deraf kommer det vel ogsaa, at vi er noget nervøse for at faa vort eget frem, roser det og hævder det, saa det lyder som Pral.
Og derfor hører vi saa ofte, snart fra den ene, snart fra den anden Kant: Nordmændene, de ere saa kjæphøie! — Nordmændene kjender ikke Taknemlighed.
Musik.
Store nye Tanker, som flytter Støtterne langt fremover, begynder altid med at være umulige. I Politiken kalder man dem Utopier, og i Musiken Fremtidsmusik; men overalt holder man sig for Ørene.
I Berlin sagde i sin Tid den dybsindige Kritik, at Don Juan var en Opera, som aldrig vilde vinde Publikum, det var umulig Musik, fordi — sagde Kritiken — der var ikke Melodi i den!
I Frankrige har Berlioz's Faust langsomt kjæmpet sig frem, indtil den nu — endelig — fylder Paris's største Lokale med henrykte Tilhørere fra alle Samfundslag.
Jeg ved ikke, om Berlioz er naaet til Kristiania, men forleden Dag gik Damnation de Faust her i Kjøbenhavn for første Gang.
Det var ikke nogen god Udførelse; alt gik for tamt og skikkeligt til, naar det skulde være vildt; og omvendt var der ikke nok af Festlighed og Ynde over Orkestret, naar det malede Stemning og Sceneri. Noget var skaaret bort — endog Margrethes smukkeste Sang: D'amour l'ardente flamme, og hendes Roi de Thule kom ikke til sin Ret.
Det blev sagt af en Kritiker, at netop denne Sang var et Exempel paa, at Berlioz ved sin Forkjærlighed for Orkestret kunde komme til at trykke Sangen; men det var slet ikke andet end Udførelsens Skyld. Orkestret og specielt den Bratsch, som hele Tiden følger, spillede mindst sex Gange for stærkt og ikke paa langt nær saa aarvaagent og fint nuanceret, som den vanskelige Sang kræver det.
Le roi de Thule vil for Alle, som har hørt Sangen ofte nok og godt sunget, staa som noget af det eiendommeligste og yndigste, der er skrevet. Der er noget troskyldigt, ældgammelt over den slyngede
