Hvad Fanden brød Peder Wessel sig om Frederik den Fjerde!
Kongen var for Tordenskjold ikke andet end den, som førte Krigen og eiede Kanonerne, den til hvem man maatte smyge sig frem gjennem et elendigt Hof, for at tiltrygle sig en Fregat og en til, bestandig mer, — og saa komme afsted fra Intriger og Kvindfolk, ud paa Sjøen for at banke Svenskerne.
Thi var det Tordenskjolds Lyst at slaas, saa var denne Lyst i sin inderste Grund: Lyst til at slaa Svenskerne, det var hans Livs Lyst, hans hele Liv. At narre den falske, at skræmme den feige, at tordne og lyne om Ørene paa den storsnudede Arvefiende — det var Norges egen Søhelt, — Svenskehadet — det var Tordenskjold!
Hele hans skummende, forvovne Spil med Overmagten var et saftigt Opgjør mellem Norge og Sverige; Kong Frederik i Kjøbenhavn var ham ikke andet end Skibenes stormægtige Rheder.
Det er Mænd som Tordenskjold Norge skylder Tak for, at Sverige i Tider, hvor det endnu kanske var mægtigt nok til det, aldrig fik vælte sig over os. Hans Aand i Folket reddede os mangen Gang — overladt som vi oftest var til os selv af Danmark. Og det er den samme Aand som den Dag idag trænges saare vel til paa Vagt mod Svenskernes aabenbare Lyst til at gjøre sig store og vigtige paa vor Bekostning.
Men saa klisset har Unionen været, at Folket har glemt, glemt i den Grad, at nu, da de vilde have en Statue af ham i Kristiania, saa viste det sig, at ikke en af vore Billedhuggere kunde lave en Tordenskjold. Folkets kjæreste Helt var glemt.
Thi den, som ikke har en Draabe Blod i sig, som svider efter gammelt Fiendskab og nye Krænkelser, ham vil det aldrig lykkes at fremstille det baltiske Havs Admiral.
Højt paa sin sønderknuste Skanse skulde han staa med Uniformen i Filler og Hatten paa Kant, og med Kaarden skulde han pege lige mod Øst — lige mod Sverige, og vendt mod sine Folk nede paa Dækket skulde han le — le sin lystige Latter, mens han raabte: Se! se! der stryger han alt Flaget — den feige Hund!
Det kunde blive et Monument, som Nordmænd kunde have Glæde af, saa fik heller de Danske beholde Liget af den middelmaadige, men kongetro Admiral; og saa havde vi da i vor blaagult anløbne Hovedstad en solid Oprigtighed, som kunde rive Svenskerne lidt i Næsen.
Men det bliver der sagtens ikke noget af; for vi kan aldrig have noget for os selv, vi skal altid dele med de andre, altid tænke paa de store Brødre og tage Hensyn til dem.
