skiller Norsk fra Svensk, saa ukjendte ere vore Forhold, saa uklar er vor unionelle Stilling, og — fremfor alt — saa illoyalt breder Sverige sig overalt paa vor Bekostning.
Saa maa vi dernæst, naar vi opholder os i fremmede Lande — jeg mener ikke som her i Danmark —, men sydligere maa vi enten leve som de ganske løse Fugle, eller om vi ønsker eller faar Brug for Fædrelandets Støtte, maa vi saagodtsom overalt møde op hos en Svenske, — og det er ikke alle, som kan taale svenske Diplomater om Formiddagen, — allermindst de af vore egne, som har gjort Svenske af sig, lært Sprog, Rygbøining, Halesving og Upaalidelighed.
Men en Nordmand har ogsaa andre Sorger i Udlandet. Han lider ikke blot under en ulige Forening med et koldt og frastødende Folk; men han faar endnu lide for den gamle Forening med Danmark, som — omend varmere og naturligere — altid var og altid bliver gjennemsyret af Provinsforholdets Bitterhed — paa vor Side, og Overlegenhed paa de Danskes.
Forleden holdt de Fest her i Kjøbenhavn for Tordenskjold. Han staar — som bekjendt — i en liden Krog ved Holmens Kirke bag et Jerngitter, — rigtig frit og sjømandsmæssig staar han der, naar man kigger ind til ham mellem Sprinklerne.
Forleden var selve Kirken indvendig smykket til Fest for ham; deilige danske Blomster laa over Trondhjemmerens Kiste, Kirkeinspektionen gjorde dyb Reverentz og Kongen sad paa rød Stol.
Der var Danmark og Danmarks Sønner, og der var Danmarks Konge og det kongetro Danmark, og der laa Trondhjemmeren i Kisten og kunde ikke tage imod al denne Hæder: men Norge var der ogsaa og tog imod i Form af en svensk Baron. Det gaar underligt til i Verden: Peder Wessel hædres som en kongetro Danske, mens en Svenske repræsenterer Norge i Holmens Kirke.
Sandelig! Baronen kunde være glad, at det er to hundrede Aar siden, en Fant af en Svenske fik luret en Kaarde i Peder Tordenskjold; — ja hele den fine Forsamling kunde være glad, at den vilde Helt laa vel fortøjet i Kisten, mens de gik og nussede om ham med Præst og Blomster og Silkebaand og Bielefeldt.
Han var ikke stort bevendt som Admiral, sa' Præsten, som forstod det; men han var kongetro, og det var Hovedsagen, derfor fik han ogsaa Krans af Kongen, som i den Anledning endog reiste sig fra den røde Stol.
Det er ellers ikke første Gang, de Danske prøver paa at gjøre Tordenskjold til den kongetro. Digtere har ogsaa sunget op om Frederik og Tordenskjold.
