„Men Frøken,“ sagde det unge Menneske med et beskedent Smil, „De er i Drammen.“
„Aa, om Forladelse! ja det er sandt; til Modum, til Modum skal jeg.“
Hun fik sin Billet, fik Favnen fuld af alle sine Sager, Portemonnaien i Munden, ud paa Perronen.
Her blev hun strax grebet af kraftige Hænder, løftet i Veiret og lempeligt kastet ind i en Kupé.
„Pif!“ sagde Lokomotivet i Sinne, og begyndte at rykke i Vognene.
Min Søster lænede sig tilbage i den Fløiels Sofa — lykkelig, triumferende: hun kom itide. Foran sig paa den anden Sofa havde hun alle sine kjære Smaasager, de laa ligesom og smilte til hende — baade Buketten og Bogen, Entoutcas'en og Paraplyen, indtil Plaidremmen, som var fuldstændig opløst.
Da hørte hun, idet Toget langsomt begyndte at glide, Fodslaget af en Mand — rap, rap — af en Mand, som løb — rap, rap, rap — som løb paa Perronen med Toget; og uagtet det jo ikke vedkom hende, vilde hun dog se, hvad han løb for.
Men ikke saasnart kom min Søsters Hoved tilsyne, før Manden, som løb, slog ud med Armene og raabte:
„Der er hu', der er hu' — den Frøkna, som kom sidst. Hvor skal Tøiet Deres sendes hen?“
Da raabte min Søster med høi og sikker Stemme:
„Til Drammen!“
Og dermed susede hun afsted.
Udenlands.
Tordenskjold.
Kjøbenhavn, 1ste November 1890.
Det er mangen Gang surt at være Nordmand i Udlandet.
Først maa man daglig gjentage det besværlige Arbeide at slide os løs fra den klissede Union med Sverige, forat de Fremmede kan faa Følelsen af, at vi ikke blot er en Nation for os selv, men en Nation vidt forskjellig fra den svenske.
Jeg regner ikke, at Hotel- og Butiksfolk her i Kjøbenhavn af bare Elskværdighed siger „sjuti-fem“, naar de hører vort Maal. Men længer syd i Europa er det usædvanligt at træffe Fremmede, der
