var der en Vaspyt med Siv, som kunde skjule en Andunge, strax kom der krybende en fuldt bevæbnet Helt med Popoan i Veiret — indtil engelske har her været! De havde nok nogle nye Bøsser — sa Folk —, som skjød saa langt du vilde og omkring Hjørner og tag Hauger; de myrdede — forsikrer jeg, de lagde Egnen øde som Pest og Pocks! — jeg maa holde op, for jeg blir saa sint.
— Dersom der ikke var det uheldige, at Storthinget for Alvor har voteret, at jeg er umoralsk, saa vilde jeg ansøge om at blive Fugleinspektør paa Vestlandet. Saa vilde jeg reise omkring og lære Folk om Fuglene, fremvise de almindelige, saa alle kunde have Fornøielsen af at gjenkjende dem i Naturen; vænne Folk til at lytte til deres Sang og Skrig og til at interessere sig for deres Liv — deres Reder, Æg og Unger.
Saa vilde jeg opflamme Bonden mod de bevæbnede Gaardsgutter, mod Løskarle og Krybskytter og mod Jægerne fra Byen, som uden Tilladelse gaar omkring og plaffer, hvor de vil; — der skulde kun en Begyndelse og lidt Sammenslutning til; thi Bonden er i sit Hjerte gal paa denne dumme Skydning.
Kanske engang, naar her ikke findes en eneste Fugl tilbage, kommer min Idé om Fugleinspektør til Ære og Værdighed. Gid det da maa lykkes et gudhengivent Storthing at finde en from og velanbefalet Mand, som paa en moralsk Maade kan belære Folket om, hvor den fugtige Noah havde Strudsene gaaende i Arken, eller hvad han fik lært Papegøierne under det langvarige Regnveir.
Her har vi ogsaa havt Syndflod i det sidste. Vandene og Elven er stegne op til de højeste Vintermærker. Men Jordbunden paa denne velsignede Plads er saa sandig, at Veie og Marker holder sig faste og tørre, idet Væden rinder væk og forsvinder i et Øieblik.
Saa har her da ogsaa blæst af alle Kanter og Kræfter i tre Uger. Vi perser os frem over Sletten og tumler omkring mellem Husene, hvor Vindkastene ganske uformodet kommer farende med et Smæld. Fiskestangen har været tung at bære mod Vinden, og Vandet i Elven har staaet i Veiret som Røg.
Og Havet, hvidt af Vrede, begynder de store tunge Braad langt ude paa mange Favne Vand, ruller dem indover Stranden, skyller over store Strækninger og tager det unge Marehalm og det, vi mellem os kalder Strandkaal, — som Robert Collett forklarede mig aldeles ikke er Strandkaal —, alt det, som havde groet i Sommer og samlet Flyvesand omkring sig til smaa Befæstninger — alt det har Havet slikket ganske glat igjen og sat sine gamle Grænser høit oppe i Sandkulerne, hvor de er mægtige nok til at holde Vinteren ud.
