Saaledes har de alle — undtagen Lodsen selv — sin Formands hvide Krop midt for sit ene Øie, og mer behøver de ikke at bekymre sig om. De kan lægge al sin Kraft i det ensformige Arbeide med at slaa Vingerne, saasnart de bare glytter paa det ene Øie og ser, at de har sin Formand paa Plads, saa ved de, at alt er i Orden, de staar i Forbindelse med Toget og med ham i Spidsen, som ved Besked om Veien.
Kommer der af en eller anden Grund en Forstyrrelse, saa ordner det sig snart efter Principet; og naar Gjæssene har fløjet en Dag eller to fra Udgangspunktet, foregaar en saadan Ordning efter en Forstyrrelse uden Tvivl bestandig hurtigere og mere letvindt. Thi jeg føler mig overbevist om, at de snart kjender hinanden personligt saa nøie, at hver strax gjenfinder sin Flyvebroder, som han er vant til at have for Øie, og derfor er de istand til at tage sin faste Plads i Geledet ligesaa sikkert som øvede Soldater.
Der er saa meget mindre Betænkelighed ved at forestille sig et saadant personligt Bekjendtskab mellem Dyrene, som vi ved, at endog Mennesket med forholdsvis Lethed lærer sig til at skjelne de enkelte i Flokken af samme Slags Dyr. Ser vi Byfolk en Faareflok, saa er det for os det samme Saue-Ansigt — kun med nogen Forskjel for gammelt og ungt. Men en Bondekone kan strax tage ud sine to-tre Faar af den store Flok, som staar og glor mod Døren, — ja endog ganske unge Lam kan de kjende paa Ansigtet.
Altsaa tror jeg nu, at jeg forstaar det fornuftige i Graagaasens Flyveorden bedre end dengang, jeg tænkte paa en Ploug, som kløver Luft; og — som sagt — det kan godt være, at mange for længe siden har været ligesaa kloge. Men jeg tør vædde paa, de allerfleste har aldrig tænkt det mindste over dette, og jeg frygter, mangfoldige vil tænke som saa: hvad rager mig de dumme Gjæs, hvordan de flyver?
Jeg vender ofte tilbage til den forunderligt tankeløse Maade, paa hvilken man overspringer Kundskab til Dyrelivet i Ungdommens Undervisning. Den raa og vilde Opfatning af Dyret, som Præsterne lærer efter det gamle Testamente, synes ikke at virke andet end en dyb Ligegyldighed hos Pigerne, og hos Gutterne en usalig Lyst til at gaa omkring og klatte med et Gevær.
Her har nu været en Skydning som paa en Exercerplads i hele Sommer, saa nu er her kun de nødvendige Husdyr tilbage. Men indimellem Kjørene blev Stæren skudt i Smaafiller, saa de flygtede vingeløse, benløse, lemlæstede ind i Gjerderne for at dø. Sad der en skikkelig Spove ved Vandkanten og speilede sin lange Næse, saa laa der en lang Tamp af en Jæger bag Stenen og sigtede; og
